Efter anden verdenskrigs afslutning var amerikansk kultur og livsstil i høj kurs. Ikke mindst de unge var modtagelige for de indtryk, der med de nye tider væltede ind over grænserne. En af de påvirkninger, der satte sig dybest og mest langvarige spor, var rock’n'roll.
Danmark emmede af optimisme i 1954. ”Gør gode tider bedre”, lød socialdemokraternes slogan, og det blev efterlevet efter bedste evne, nu hvor landet efter svære år med krig og afsavn igen var på vej fremad.
For den danske gennemsnitsfamilie var nye statussymboler som bil, grammofon og køleskab inden for rækkevidde. For ikke at snakke om selvejerhuset – det ultimative bevis på succes.
Også for den opvoksende ungdom tegnede fremtiden lys. Selvom de unge var mange i antal, tjente 86 % af dem penge ved at arbejde uden for hjemmet. Og sammen med øget fritid gjorde det dem mere uafhængige end nogen generationer før dem.
Og der var noget på vej, som skulle gøre den endnu mere selvbevidst. Initiativet udgik fra Kødbyen i København, hvor ægteparret Kisbye havde danseskole. Her kunne rapfodede københavnere lære de nye trin fra Amerika – Lambeth walk, boomps-a-daisy og ikke mindst jitterbug. Men nu havde de entreprenante danseskoleindehavere fået en ny ide. Københavnerne skulle lære at danse rock’n’roll – også selvom det var gået helt stille af, da inciterende rytmer for nylig var blevet introduceret i Amerika.
Men forsøges skulle gøres, og det i den helt store stil. Den 4. oktober 1956 præsenterede Børge Kisbye derfor rock’n’roll som led i et større danseshow i KB hallen, som også omfattede Danmarks 10 bedste jitterbuggere, et ”rock battle” mellem fire skandinaviske orkestre og en solooptræden af Danmarks ”Elvis Presley” – sadelmagersvenden Ib ”Rock” Jensen.
Den livlige forestilling gik rent ind hos publikum, som opstemt forlod KB hallen efter showets afslutning. Men her kom det til optøjer, da politiet besluttede sig for at sprede mængden med knipler. Frederiksberg politi reagerede efterfølgende ved at nedlægge forbud mod flere rock’n’roll arrangementer, men Børge Kisbye vidste råd og sendte i stedet showet til provinsen. Efter optøjer i Randers, Århus og Nykøbing Mors var Kisbyes lyst til at lære danskerne at danse rock’n’roll dog forsvundet i suk og stokkeslag, og forestillingen blev endegyldigt taget af plakaten.
Men da var ånden allerede sluppet ud af flasken. Den nye musik havde tændt en gnist i ungdommen, og den blev næret, da filmen Rock Around the Clock fik premiere. Hovednavnet var rock’n’roll fænomenet Bill Haley, og han trak fulde huse, da biograferne satte filmen på plakaten i 1957. Forestillingerne i København forløb fredeligt, men da publikum forlod Bristol teatret på premieredagen, så politiet sig endnu engang nødsaget til at bruge kniplerne for at sprede mængden. Bataljerne varede i flere dage og fik et langt retsligt efterspil. Men filmen fik dog lov til at spille videre – også i provinsen.
Og de unge fortsatte med at høre rock’n’roll. De store forbilleder var amerikanske og engelske, hvis grammofonplader kunne købes i butikkerne, og hvis musik blev spillet på Radio Luxembourg. Musikken blev et naturligt samlingspunkt – især blandt drengene i de nye ungdomsklubber, som engagerede voksne etablerede for at give de unge teenagere et alternativ til mødestedet på gadehjørnerne. Lediggang var i tidens velordnede øjne det ondes sejeste rod.
I ungdomsklubben fik de unge et sted, hvor de kunne samles på deres egne betingelser og uden forstyrrende voksenindblanding. Og hvor de bl.a. kunne tale om de nye ungdomsfilm og udveksle tips om musik, grammofoner, tøj og andre udtryk for ung livsstil, som driftige forretningsfolk hurtigt målrettede det nye pengestærke teenageklientel.
Resultatet af påvirkningerne fra den nye ungdomskultur udeblev ikke. På hyblerne landet over lå 14-15 årige knægte med øret klistret mod transistorradioen for at lære de nye sange fra USA at kende. Og snart dukkede de første primitive rock’n’roll-orkestre op og gav prøver på deres kunnen. Shake, Rattle and Roll og Tutti Frutti lød det på gebrokkent engelsk fra cykelbude, lærlinge og elever men entusiasmen over musikken og glæden ved elektriske instrumenter og trommer købt på afbetaling fejlede ikke noget.
Og drømmen var at blive stor. Rigtig stor, få en pladekontrakt og spille for hele verden. Lige som Tommy Steele. Som den første internationale rockstjerne besøgte han Århus, Ålborg, Odense og København i 1958. Og lagde publikum ned.
Men de hjemlige rock’n’roll’ere kunne også være med. Det første store danske musikidol blev den 24-årige maskinarbejder Otto Brandenburg. What Do You Want to Make Those Eyes at Me For sang han til sit kvindelige publikum, som henført svarede igen ved at overdænge ham med fanbreve og kærlighedserklæringer. Pladen var hurtigt solgt i 50.000 eksemplarer men da Brandenburg snart efter slog over i dansksproget schlagerstil, faldt det ungdommelige publikum fra.
I kældre og klubber blev der dog stadig spillet masser af rock’n’roll. Og musikken vedblev med at hensætte sit unge publikum i ekstase. Således også da indehaveren af Nordisk Pladeforlag, Ib Borring i 1959 arrangerede en nordisk rock battle på Bellahøj friluftsscene i Brønshøj. Atter en gang kom det til slagsmål mellem publikum og politi, og atter engang fik bøllerne – i stort omfang tilløbende ”læderjakker” – deres bekomst af knippelsuppe og efterfølgende bødestraffe.
Men da var kampen mod rock’n’roll og den utæmmelige livsglæde, som musikken satte fri, for længst tabt. Det unge Danmark ville høre rock’n’roll. Og de mange orkestre landet over leverede varen og spillede op til dans i ungdoms- og musikklubber, til skoleballer og parkkoncerter. Også store internationale navne lagde vejen forbi Danmark. Kulminerende med koncerten i KB Hallen den 4. juni 1964 fra alle tiders største orkester – The Beatles.
